torsdag den 2. august 2007

100 ting, som du - måske- ikke vidste...

  1. Elsker kvalitet. Både i mennesker og i dimser
  2. – elsker endnu mere smart kvalitet
  3. Fik engang en cykelpumpe af min storebror til jul. Hvorefter han spurgte om jeg havde en cykel. Doh
  4. Bruger meget tid på at klukke over sprog og andres sjove sprogligheder. Mails, sms, blogs…
  5. Telefoner er ikke til timelange samtaler
  6. Tænker tit på hvad jeg egentlig er rigtigt god til - jeg er god til lidt af hvert og spænder rimeligt bredt, men hvad er jeg rigtigt god til?
  7. Selvbestaltet danmarksmester i slikspisning
  8. I grunden kunne jeg bare skrive æstetiker ud for alle de 100 punkter her. For det er vel det jeg er - ikke nødvendigvis i den rendyrkede Kierkegaardske forstand, men æstetik er styrende og afgørende for det meste i mit liv
  9. En gang blev jeg ledt på afveje af en mands duft, jeg fulgte ubevidst efter ham i Aberdeens gader og fik først bevidstheden tilbage, da jeg fandt ud af at jeg ikke anede hvor jeg var. Jeg var blevet taget ved næsen
  10. Min mormor og morfar havde en gård. Allerede som spæd skreg jeg for mit liv, bare jeg blev båret forbi stalddøren. Stanken af stald kan få mig til at kaste op
  11. Onde mennesker lugter også dårligt
  12. Da jeg var på besøg på det lokale mejeri sammen med børnehaven fik jeg feber og pædagogerne måtte ringe efter min mor. Mejeri lugter dårligt
  13. Tålmodighed? Måske med andre… ikke med mig selv. Og når jeg vil have noget, vil jeg have det med det samme
  14. Dolce vita på Trøjborg er det bedste issted i Århus. Basta.
  15. Elsker stranden og vandet. Hele året
  16. Mælk er ikke noget jeg drikker
  17. Hvorfor smager firmakaffe så dårligt? Hvorfor smager det ALTID dårligt?
  18. Jeg vil gerne have en hund
  19. Jeg vil gerne flytte. Til et nyrenoveret hus i Århus midtby med have og gode naboer. Eller til Italien
  20. Jeg er træt af bilsælgere. De er ignoranter. Hvorfor tror de at de sælger en 2.0 turbodiesel til kvinder ved at vise dem indtrækket og farvekortet?
  21. Jeg er politisk desorienteret og kan ikke længere skelne partiernes programmer fra hinanden. Jeg er på højrefløjen, men min politiske GPS er ikke mere detaljeret end det
  22. Jeg kan heller ikke finde vej andre steder.
  23. Jeg kan ikke huske navne på musikere, skuespillere, opfindere, forfattere, undervisere… alle. Ikke karrierefremmende når man er kommunikator, Cand. mag i sprog og litteratur og virkelig, virkelig gerne vil vinde i Trivial Pursuit og være hurtig i replikken i alle andre sammenhænge
  24. Vi skal ikke forstå mænd. Ikke SÅ meget.
  25. Jeg kan huske sangtekster. Også dem fra før jeg kunne engelsk og bare sang med på lydene
  26. Tequila har endegyldigt fået polititilhold
  27. Jeg tror på, at vi selvbevidste og selvoptagne mennesker, der har oplevet svigt aldrig bliver fuldstændigt lykkelige og sorgløse fordi vi er så sprængfyldt af forbehold. Især overfor os selv.
  28. … men at lykken melder sig i glimt, det gælder om at fange og påskønne.
  29. Spiritualitet? Alt med måde. Ligesom religion, slankekur og salte sild.
  30. Spirituelle mænd? Not in MY bed.
  31. Spiritualitet, der bliver en ansvarsfraskrivelse er modbydeligt. Bilder mig ind at jeg selv har et ansvar og ikke blot følger en universel bestemmelse
  32. Karen Blixen er for sej. Primadonna. Kvinden bag udsagnet: "Jeg har ikke bedt nogen om at dø på korset for min skyld. Må jeg være fri"
  33. Nørd er et plusord.
  34. E.L.S.K.E.R musik. Især kvindelige dygtige sjælfulde sangerinder. Musik til alt.
  35. Jeg giver mig selv skylden for det meste.
  36. Fonden Comic sans burde forbydes.
  37. Dum er et af de værste skældsord.
  38. Tina Dickows tekster er skrevet om mig.
  39. Jeg kommer tit i tanke om det smarte svar når det er for sent
  40. Jeg har ikke samme efternavn som min mor, stedfar og ene søster: Mine forældre blev skilt da jeg var 8
  41. Min legekammerat da jeg var lille hed Jacob. Hans forældre var fra Island. Vi konkurrerede om, hvem der var bedst i skolen
  42. Jeg fik 13 i mundtlig tysk til studentereksamen
  43. Jeg har læst yiddish som overbygningsfag på Århus universitet. Det er rigtigt.
  44. Jeg kan godt lide at køre bil. Slapper af med det.
  45. I biografen kan man være helt sikker på at ham der gnasker flæskesvær med åben mund placerer sig lige bag ved mig. For det hader jeg så meget, at jeg virker tiltrækkende på den slags.
  46. Jeg kan virke flirtende
  47. – og opmærksomhedskrævende
  48. Hunde og katte er intetkøn. Man siger ikke ”han” eller ”hun”, men "den"
  49. Jeg er sprogpasser. Det er altid mig, der finder stavefejlen i underteksterne eller sidder og råber op om kontamination, hvis nogen siger ”åbn op” eller ”handle ind”
  50. – og jeg kan lide det
  51. Jeg er hamrende nysgerrig. (men jeg læser ikke bøger på den måde at jeg læser sidste side først. Der går grænsen)
  52. Jeg har en ubændig trang til at forstå baggrunden, systemet, årsagen til det meste. Jeg er en omvandrende spørge-Jørgen: Hvorfor, hvorfor, hvorfor… (jeg har lært, ikke altid at spørge højt)
  53. Jeg hader tillidsøvelser ala ”kast dig baglæns ud fra et bord med bind for øjnene og bagbundne hænder. Så skal vi nok gribe dig”. Analyze this, dr. Jung.
  54. Jeg har været instruktør i styrketræning og spinning siden '96.
  55. Jeg beundrer folk, der kæmper for en sag. Har en veninde og en ven, som virkeligt er gode til at ”gøre noget ved det” og forberede sig og øve sig og til stadighed forbedre sig
  56. … jeg selv er mere magelig. Og sjusket.
  57. Jeg vil ikke finde mig i at blive kaldt en ho. Eller en luder. Eller andet nedsættende
  58. – og det er et af de områder I mit liv, hvor jeg godt kan sige fra
  59. Mad er en prioritet i mit liv. Elsker at lave mad til andre og at spise lækker mad med folk jeg kan li.
  60. Min væsentligste værdi i livet er: Man skal være god mod alle levende væsener. Børn og dyr især for de kan ikke forsvare sig.
  61. Hvidløg er overvurderet.
  62. Jeg bliver vred over uretfærdigheder. Retningsløs vrede.
  63. Humus er røvkedeligt… moste kikærter. Med hvidløg. Tørt og ligegyldigt.
  64. Jeg er bange for høns
  65. Jeg påskønner udendørs sport meget. Det må være alderen. Kører landevejscykel og er blevet ret glad for at stå på ski
  66. Jeg har løbet Berlin maraton og det var stort. Jeg er stolt.
  67. For mange kvinder i en forsamling er ødelæggende
  68. Er ofte stille
  69. Jeg har 5 hel- og halvsøskende
  70. Dårlig samvittighed over alt det jeg ikke får gjort er hverdagskost
  71. Som regel kan jeg udnytte mit potentiale bedre
  72. Man forfører mig med ord, intelligens, selverkendelse, fysik og en vis portion integritet og utilnærmelighed. Og ved at være galant og behandle mig som prinsessen...
  73. Alkohol er en besværlig størrelse…
  74. Spritkørsel er et no-go
  75. Jeg tuder af glæde over andre menneskers lykke
  76. Til kronprinsens bryllup måtte jeg hente et viskestykke for at have nok at tørre med. Det var ham, der begyndte
  77. Grillpølser er overvurderet
  78. Hvis jeg er umulig og træt og problematisk, så læg mig på brystet af en stor mand jeg holder af og se mig blive lille og rolig
  79. Al magt til kysset
  80. Egoistgenerationen ja. Curlinggenerationen er efter min tid
  81. Sms-kultur… Jeg kan se dens svagheder, men er flittig kommunikationsteknologibruger i alle afskygninger – og skriver flere sms end min arbejdsgiver synes jeg skal. Min arbejdsgiver tror stadig at jeg er voksen
  82. Ofte ses jeg på billeder med det ene øje halvt lukket. Eller begge øjne klappet hårdt i – det ser åndssvagt ud, men jeg er bare hurtigere end den smarteste fotograf og hans kameralukke
  83. Jeg ville være psykolog, da jeg var yngre
  84. Da jeg blev større ville jeg være efterretningsagent. Eller retsmediciner
  85. Tror stadig jeg ville være en dygtig efterforsker/agent – jeg er mistænksom nok til at lægge mærke til alle detaljer.
  86. Mennesker vil gerne ses men helst ikke gennemskues. Gælder i hvert fald for mig
  87. Jeg får flaps af dem, der siger ”man” og ”du” i stedet for at sige ”jeg”. Og af kvinder over 50 som kalder sig selv og de jævnaldrende for ”piger”.
  88. Andre menneskers svagheder er meget tydelige for mig – og det er skræmmende at vide at jeg kan udnytte den evne og smadre dem verbalt, hvis jeg ville
  89. Jeg fornemmer mere end jeg har bevis for. Min intuition kan larme værre end en middelsvær bilalarm
  90. Mit navn er tit Lene J. Først i gymnasiet var jeg den eneste Lene i klassen
  91. Mit kælenavn er Luna. Det er der ikke mange tilbage, der bruger. I gymnasiet var det Jeppe.
  92. Social enspænder
  93. Ligner en kat på mange måder. På dårlige dage føler jeg mig som en pony.
  94. Gode historiefortællere kan få mig til at føle mig hensat til børnehavens store blå puder. Åben mund, store øjne og ører.
  95. Gælder også gode film.
  96. Snobbet? Ja for pokker… Elitær, nærmest.
  97. Jeg har svært ved at slappe af.
  98. Skabsromantiker
  99. En dag udgiver jeg noget.
  100. … jeg har mange flere ting til listen, men er løbet tør for punkter! ARGH.